18.9.06

Mandens smykke nr. 1

Når der siges mandens smykke nr. 1 bør ingen være i tvivl om at der er tale om uret. Den genstand som trofast, dag efter dag, sidder på håndledet med den simple mission at vise klokken.

Uret siger meget om en mand, og at det udstråler en stor del af ejerens personlighed, er nok ikke for meget sagt. Vis mig dit ur og jeg skal sige dig hvem du er, kunne man fristes til at sige. Mange mænd går op i ure, og de senere år er markedet også vokset. Det er vokset i den forstand at det ikke er unormalt at man bruger mange tusind kroner på et ur - endnu flere tusind end førhen. Det er selvfølgelig ikke prisen det kommer an på, men pris afspejles ofte i kvaliteten og levetiden på urene i den dyre ende er selvsagt mere ekslusive.

Danske urdesignere er slet ikke så tossede. Lad os nævne nogle få: Ole Mathiesen, Georg Jensen, Skagen og nu igen helt med fremme er Rosendahl - som samarbejder med både cykelholde CSC og selveste Tom K. Disse mærker er helt sikkert nogen vi kan være stolte af. Rosendahls nyeste samarbejder er ganske interessante og giver muligheden for en sportsfan at vise sin sympati, støtte og dedikation til de enkelte udøvere, blot ved at bære et ur. Georg Jensens nyeste skud på stammen er en redesignet klassiker som bl.a. fås som lommeur i en noget mere moderne udgave end de ellers velkendte med klap, i guld og med krummlurver. Det er helt sikkert værd at eje et dansk-designet ur.

Stoltheden i at arve et ur kan slet ikke beskrives. Man kan ikke måle glæden uanset hvilket ur der er tale om, når blot personen der tidligere har båret det har betydet noget for én. Den følelse man får indeni, når man hver morgen påfører armen det ur som trofast har vist klokken for ens far eller morfar gennem mange år, kan slet ikke beskrives. Det bliver et kært eje som man stolt viser frem, men også beskytter med iver.

Budget watch vs. high-end - Det er ikke sikkert at et ur tilfører nogen særlig værdi for en person bare på baggrund af prisen. Vores råd er at du kan identificere dig med det ur du vælger, istedet for at tænke i kr. og øre.

Dette var den første, men absolut ikke sidste artikel om ure. På et senere tidspunkt vil vi samle en række links til gode sider med såvel debatfora som webshops og andet godt fra urets verden.
newbie.dk